Løsningsfokuseret metode – et misbrugt begreb

Hvad vil det egentlig sige at arbejde løsningsfokuseret? Det vil der højst sandsynligt være mange bud på. Nogle vil sige de arbejder løsningsfokuseret ud fra en forståelse af at “man sigter mod at finde løsninger” eller er “optaget af at finde løsninger, der fremadrettet ændrer tilværelsen.” som der lyder på tilværelsespsykologiens hjemmeside (Om teorien bag metoden) på Psykologisk Institut, Aarhus universitet.

Jeg kan sagtens forstå, at man er forelsket i egen metode og gerne vil fremhæve den. Jeg finder det dog yderst beklageligt, at en anerkendt uddannelsesinstitution bruger en fejlagtig metodebeskrivelse og definition, som springbræt til, at fremhæve egen metode. Særligt fordi der i forvejen er rigeligt begrebsforvirring og udbredte misforståelser, er det ærgerligt at en uddannelsesinstitution ikke kan definere den løsningsfokuserede metode korrekt.

Fokus på forandring

I den faglige tilgang jeg repræsenterer, kunne ovenstående ikke være mere forkert. Den løsningsfokuserede metode hander IKKE om at finde løsninger. Den handler om at skabe forandring. En løsningsfokuseret samtale er ikke en samtale om at finde løsninger, men en samtale om at skabe forandringer. Det er en samtale om de forandringer, som kunden ønsker at skabe i fremtiden.

Læs også 5 kendetegn ved den løsningsfokuserede tilgang.

Den løsningsfokuserede samtale er i virkeligheden heller ikke en samtale, men et interview. Ikke et journalistisk interview, hvor jeg spørger og stiller spørgsmål for at blive klogere på den anden. Det er et interview, hvor jeg stiller spørgsmål, for at den anden kan få et billede af og blive klarere på den forandring, vedkommende ønsker at skabe.

  • Hvilken forandring håber man på?
  • Hvordan ville livet se ud, hvis forandringen var en realitet?
  • Hvilke ressourcer har du allerede, som kan hjælpe dig med at skabe forandringen?
  • Hvad har tidligere hjulpet dig med at mestre din situation?
  • Hvilke dele er allerede på plads? Måske bare en lille bitte smule?
  • Hvad ville være tegn på, at du havde bevæget dig yderligere mod dit bedste håb (om forandring)?

Som man kan se, så kredser en del af ovenstående spørgsmål om forandring. Beskrivelser af forandringen og de ressourcer, der kan hjælpe med at skabe forandringen. Ikke et eneste spørgsmål i den løsningsfokuserede samtale, handler om at finde løsninger.

Vi stiller spørgsmål

Hjemmesiden som jeg henviser til øverst anfører yderligere at “de fleste løsningsfokuserede metoder er (…) ikke særligt hjælpsomme, når det drejer sig om at vise, hvordan man skal nærme sig sit mål eller hvad man konkret skal gøre, for at få greb om sin tilværelse.”

Set fra mit løsningsfokuserede ståsted er det helt korrekt. Som løsningsfokuseret praktiker, giver jeg ikke konkrete anvisninger på hvordan kunderne kan nå deres mål. Dels fordi min erfaring siger mig, at det er jeg ikke klog nok til. Mine anvisninger på, hvordan andre bedst skaber forandringer i deres liv er sjældent hjælpsomme. Dels har jeg erfaring for, at de mennesker jeg arbejder med er kloge nok til selv at finde ud af det. Hvis blot jeg stiller spørgsmål, der hjælper dem med at beskrive den forandring de ønsker i detaljer.

Udvandet og misbrugt

Desværre et eksemplet ovenfor blot et af mange eksempler på, at metodens navn bliver udvandet og misbrugt. Forståelsen af løsningsfokuseret metode, som en metode der “sigter mod at finde løsninger” eller er “optaget af at finde løsninger” ligger langt fra den metodeforståelse, som den løsningsfokuserede tilgang bygger på. Rigtig mange mennesker er blevet hjulpet til “en meningsfuld tilværelse” af den løsningsfokuserede metode. Den løsningfokuserede metode har slet ikke behov for et normativt ekspertdefineret kompetencehjul. Vi kan arbejde på baggrund af kundens ønsker om forandring.

Til slut vil jeg holde fast i at den løsningsfokuserede tilgang er i ental og tilværelsespsykologien ikke er en løsningsfokuseret metode, hvis man definerer den løsningsfokuserede metode, i henhold til den almene definition og oprindelse.

Del indlæg:

3 Replies to “Løsningsfokuseret metode – et misbrugt begreb”

  1. Hej Michael.
    Tak fordi du gjorde mig opmærksom på, at du har et blog-indlæg om Tilværelsespsykologi (TP) og Løsningsfokuseret metode samt har inviteret mig til at svare.

    Jeg skelner almindeligvis mellem løsningsorienterede metoder, hvoraf der findes mange, og den løsningsfokuserede metode, som har sit udspring i Steve de Shazers og Insoo Kim Bergs arbejde. Denne skelnen er desværre ikke blevet gennemført særligt konsekvent på hjemmesiden. Din indvending har foranlediget at det nu er rettet op – og som sagt tak for lige at gøre opmærksom på det.

    Når det er sagt, vil jeg imidlertid fastholde følgende ting:

    (1) Den løsningsfokuserede metode hører til under de løsningsorienterede metoder, hvor det fælles kendetegn er, at man arbejder prospektivt, modsat retrospektivt, og at man sætter mål med henblik på at skabe forandring. På den måde ligner den løsningsfokuserede metode og TP metoden faktisk hinanden: Klienten (eller kunden) sætter mål for at løse problemer, og terapeuten/samtalepartneren hjælper denne proces på vej (feks: ”hvad ville være anderledes i dit liv, hvis du nåede dit mål, eller dit problem var løst”). At sætte mål er at skabe en forandring fremadrettet – en forandring i forhold til en forudgående udfordring. Det er præcist derfor Schazer, Berg og kolleger valgte at kalde metoden for løsningsfokuseret. De klassiske 6 spørgsmål du nævner, Michael, er netop løsningsfokuserede, fordi de uden at bruge ordet løsning alligevel sigter mod at skabe et løsningsfokuseret mindset hos sin klient/kunde: Læst mellem linjerne:

    – Hvilken løsningsfokuserede handlinger håber du på kan skabe forandring
    – Hvordan ville livet se ud hvis din løsningsfokuserede handliger skabte faktisk forandring
    – Hvilke løsningsfokuserende resourcer har du allerede, som kan hjælpe dig med a skabe forandring
    – Hvilke løsningsfokuserede handlinger har tidlig hjulpet dig med at mestre din situation
    – Hvilke delvise løsningsfokuserede mål er allerede på plads? Måske bare en lille smule?
    – Hvad ville være tegn på, at din løsningsfokuserede handlinger havde bevæget dig yderligere mod dit bedste håb (om forandring)?

    (2) Både i løsningsfokuseret metode og i TP arbejdes der med mål, og metoderne har det til fælles, at det er klienten/kunden, der selv indholdsbestemmer målet.

    (3) Hverken TP eller den løsningsfokuserede metode spiller af den grund ren baghånd, dvs reducerer sine interventioner til rene åbne processpørgsmål. I begge tilfælde kan terapeuten/samtalepartneren være respektfuldt inspirerende. De Shazer har kaldt det et prik på skulderen, for at vise klienten/kunden en mulig retning. Forskningen, der danner baggrund for TP (herunder store dele af det social- og personlighedspsykogiske område) har vist, at der er nogle grundlæggende retninger eller “prik”, som hører den gode tilværelse til, og som man som inspirerende terapeut/samtaler godt må prikke til: ”Hvordan går det med dine relationer? Hvordan går det med at navigere i forhold til værdier? Hvordan går det med at sætte dig i andres sted?” Kompetencehjulet bygger på en forskning, der har kondenseret 10 sådanne prik på skulderen.

    (4) Det er derfor ikke helt rigtig, som det står i blogindlægget at kompetencehjulet er normativt og ekspertdefineret. Det baserer sig for det første på et stort review over, hvad vi i psykologien ved om det begribelige, meningsfulde og håndterbare liv (jf Antonovsky). For det andet siger disse kompetencer – som prik på skulderen – intet som helst om det personspecifikke, kulturspecifikke og samfundsspecikke indhold. Kompetencehjulet siger f.eks. intet om hvordan relationer i den gode tilværelse ser ud, eller hvilken slags arbejde med relationer, den enkelte skal foretage sig for at skabe en forandring – men blot AT vi som mennesker har brug for relationer (need to belong). Kompetencehjulet systematiserer blot, hvad vi rent faktisk ved om grundlæggende kvaliteter ved det gode liv og kan bruges om et systematisk og almenmenneskelig måde at prikker på skulderen : ”Hey husk lige også eventuelt at kigge på dine udfordringer og håb for fremtiden i lyset af, at du som de fleste andre mennesker trives med relationer.” Jeg skriver ikke det her for at overbevise dig om, at du skal bruge kompetencehjulet. Det er blot et forsøg på at få optikken på kompetencehjulet stillet lidt bedre ind.

    Mvh
    Preben Bertelsen

  2. Hej Michael og Preben Bertelsen

    Michael, først tak for dit indlæg, og for at henvise til min artikel om de “5 kendetegn ved den løsningsfokuserede tilgang”.

    Preben Bertelsen, tak for din kommentar og lange indlæg, som jeg finder anledning tila t kommenterer, da der synes at være for mange misforståelser og diffuse opfattelser af den løsningsfokuserede tilgang (herefter LØFT).

    Du skriver, at den løsningsfokuserede tilgang (- som implicerer mere end en metode) er en del af ‘de løsningsorienterede metoder’ kendetegnet ved “at man arbejder prospektivt, modsat retrospektivt, og at man sætter mål med henblik på at skabe forandring.”. Det er ikke helt korrekt; den løsningsfokuseret tilgang er optaget af og retter fokus mod ‘den ønskede fremtid’ (det prospektive), men har intet imod at tale om fortiden (det retrospektive). Med henvisning til Hamsun Moon og hendes udvikling af Dialoque Oriented Quadrant, så ligger der et potentiale i at udforske “fortiden succes’er” og måder at mestre tidligere udfordringer på, som kan danne afsæt for ‘fremtidige forandrings ønsker’. Den anden del af den karakteristik du giver omkring LØFT er, at man sætter mål med henblik på at skabe forandring. Med henvisning til Steve de Shazers (SdS) artikel “Solutions versus Goals” så er LØFT ikke en målorienteret tilgang. At arbejde med “løsningen” er betydeligt større end at arbejde med et eller flere konkret mål. “Løsningen” – og jeg synes selv at ordet ikke er særligt velvalgt – er at betragte som effekterne af at have opnået sit mål, dér hvor forandringen er nået. Eksempelvis en alkoholiker kan have som mål at ophøre sit overforbrug, og ‘vejen dertil’ kan synes at være et tilbud om ‘alkoholbehandling’, – og det kan synes som et stykke løsningsfokuseret arbejde, en ‘actionplan’ for, hvordan ‘problemet opløses’ og klienten selv finder en løsning. MEN det er IKKE løsningsfokuseret arbejde, det er dét SdS ville kalde at være ‘Solutionforced’. Det løsningsfokuserede arbejde kommer frem i beskrivelserne af “den foretrukne fremtid”, hvad der er effekten, eks. for alkoholikeren, at han igen kan få samvær med sine børn og dermed kan opleve sig som en kompetent forældre. Det er fejlslagent at antage, at det løsningsfokuserede arbejde alene består i “her har vi et problem” –> hvad er målet, som ‘opløser’ dette problem og hvordan ser vejen dertil ud. Det er en simplificering, som gør både SdS’ arbejde og senere det store udviklingsarbejde fra BRIEF, London uret. For ikke at tale om de andre globale ‘skoler’.

    Preben Bertelsen, du skriver endvidere om, at SdS taler ‘et prik på skulderen’ (- den reference vil jeg da gerne have), som at terapeuten ‘inspirerer eller bidrager’ med egne forforståelse og ideer. Lad mig sige det med det samme; jo flere idéer jeg har – eller får for mine klienter, jo mindre hjælpsom er jeg. Når jeg begynder at få idéer om, hvad andre mennesker skal, så bliver det vanskeligt for alvor at positionere sig i en åben, nysgerrig og ikke-vidende position. Sds ville aldrig spørge; Hvordan går det med dine relationer? – han ville undersøge det interaktionelle perspektiv, – er der nogen at være i relation med, hvem er der, hvad ser/ iagttager de, hvordan responderer de, når du går nogen andet etc. De eneste idéer man med rimelighed kan sige Steve havde var idéen om, at vi måske kunne arbejde mere direkte med ‘løsningen’ istedet for først at skulle ‘rundt om problemet’, at “løsningen altid har stået i skyggen af problemet” (Clues 1988). Værdier? – han ville ryste på hovedet, ignorere det, og spørge om noget andet. Han var blandt meget optaget af de socialkonstruktionistiske idéer, men kunne af gode grunde ikke skrive det så klart i ’88, da Gergen selv sad og formulerede tankerne på det tidspunkt 🙂 Men det betyder, at fokus er på det, der er ‘mellem næserne’ snarere end det, der er ‘mellem ørene’, dvs. mellem mennesker end det der måtte være i mennesket. LØFT er udsprunget af sociologien, – og familieterapien, men ikke psykologisk forankret.

    Og mange vil idag tale om LØFT som en filosofi, senest Chris Iveson (BRIEF, i “TEAM TALK” mfl (2019)), hvor han beskriver en “doing” og en “being”. At der er en række grundantagelser i LØFT som sætte retning for praktikerens arbejde, og som indlejres i de spørgsmål praktikeren stiller. Grundantagelserne er ikke nye, men gennem de sidste årtier er de blevet mere eksplicite og dermed tydelige. Skal man metodisk lære at arbejde med den løsningsfokuserede tilgang, er det centralt at kende til grundantagelserne og få dem implementeret i praksis. Når jeg underviser på Dansk Løsningsfokuseret Institut er det derfor helt centralt, at de studerende bliver i stand til at ‘mestre’ LØFT, – det handler om at kunne gøre.

    Jeg snakker aldrig med mine klienter om, hvilke ‘løsninger’ de ønsker, men hvilket liv de gerne vil have. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om de tænker om vores samarbejde som løsningsfokuseret eller fremtidsorienteret eller hvad det skal være – mit fokus er alene på, at mine spørgsmål skal bidrage til at klienten får nye og anderledes tanker om sit liv, sine muligheder, sine ønsker, sin mestring, sine ressourcer og potentiale. Det er således misforstået og helt irrelevant at indsætte, som du gør, ordet ‘løsningsfokuseret’ i Michaels spørgsmål. I min optik skaber det ingen mening.

    Jeg er helt med på, at den løsningsfokuseret tilgang har sit navn imod sig. Alle taler i dag om at arbejde i retning af løsninger, ingen vil arbejde i retning af problemer. Og derfor bliver LØFT misforstået, både i teori og praksis. Jeg har arbejdet, undersøgt, forsket, udviklet og alt muligt andet omkring LØFT de seneste 20 år, og har idag etableret Dansk Løsningsfokuseret Institut, akkrediteret af International Alliance of Solutionfocused Teaching Institutes (www.iasti.org.), hvorfra jeg udbyder en tre-årig uddannelse som Master Solutionfocused Practioner, eller Master Løsningsfokuseret Praktiker.

    Du kan finde en del af mine artikler på LinkedIn samt på den løsningsfokuserede blog (www.loesningsfokus.info), hvor jeg med andre danske og internationale praktikere blogger om LØFT.

    Mange hilsner

    Anne-Marie Wulf
    Accredited Solution Focused Trainer & Supervisor
    ———————————————-
    Dansk Løsningsfokuseret Institut
    Danish Solutionfocused Institute
    Accredited Solution Focused Teaching Institute
    Copenhagen | Denmark | Est. 2016

  3. Kære Preben Bertelsen.

    Tak for dine kommentarer og tak fordi du har rettet på jeres hjemmeside.

    Jeg er dog stadig ikke enig i din udlægning af den løsningsfokuserede metode ovenfor. Som skrevet tidligere sigter vi, der arbejder løsningsfokuseret, ikke mod at skabe løsninger eller sætte mål.

    Vi arbejder mod at hjælpe klienten med at skabe et billede af en “destination”, en “mirakeldag”, eller livet som det ser ud når man har nået sit “bedste håb”. Vi hjælper dermed klienten med at danne sig et detaljeret billede af hvordan deres liv kunne se ud, hvis problemet var fraværende eller de havde nået deres bedste håb. Det er noget helt andet end problemløsning, fordi i klassisk problemløsning, hænger løsning og problem sammen.

    I løsningsfokuseret metode er problem og løsning adskilt, da vi ikke arbejder med forestillingen om en sammenhæng mellem et problem og dets løsning. Løsningen hænger ikke nødvendigvis sammen med problemet, er en af vores kerneantagelser.

    Derfor bliver det også meningsløst, at du omformulerer mine spørgsmål, som du gør og sætter ord som løsningsfokuserede handlinger og mål ind i mine spørgsmål. Netop disse tilføjelser medfører, at det ikke længere er løsningsfokuserede spørgsmål. De løsningsfokuserede spørgsmål har til formål, at hjælpe klienten med at få et billede af den forestillede eller foretrukne fremtid. Det vil sige destination eller det man håber på at få ud af samtalen. Bedste håb for samtalen er ikke et mål, men en destination. Indholdet i samtalen sigter på at give klienten et billede af destinationen. Det er noget ganske andet end at lede efter mål. Det er korrekt, at man leder efter handlinger, men det er handlinger man vil foretage sig i den foretrukne fremtid. Det er ikke handlinger, der sigter mod en løsning.

    De løsningsfokuserede spørgsmål kan hjælpe med, at formulere konkrete mål og handlinger og de anvendes derfor som redskab til at konkretisere handleplaner i mange kommuner. Men det er en tilpasset form, som ikke (i sin essens) er løsningsfokuseret metode, men blot spørgsmålene anvendt i en særlig sammenhæng. I den løsningsfokuserede metode vil man ikke arbejde hen imod en handleplan med mål og handlinger. Man vil heller ikke i efterfølgende samtaler følge op på om klienten har foretaget handlinger hen imod særlige mål, men blot spørge i samtale 2. Hvad er blevet bedre? Du har således ikke ret i din påstand om at løsningsfokuseret metode arbejder mod mål. Den løsningsfokuserede metode sætter mål for terapien. Det vil sige, hvordan ved vi at vores samarbejde kan slutte. Hvordan ved vi når klienten er nået frem til sine destination. Vi sætter ikke mål, for derefter at søge handlinger klienten skal foretage for at nå frem. Vi sætter mål for terapien og søger efter beskrivelser på, hvordan klientens liv vil se ud, når målet eller destinationen er nået.

    En løsningsfokuseret samtale vil altid have fokus på klientens udsagn. De prik der ligger i en løsningsfokuseret samtale, er de løsningsfokuserede antagelser, som værdilader vores spørgsmål.

    Eksempelvis:
    Hvad er dit bedste håb? Ud fra en antagelse om at alle har et håb.
    Forestil dig du vågnede i morgen og dit bedste håb var opnået? Ud fra en antagelse om at forandringen kan lykkes.
    Hvad mere? Ud fra en antagelse om at klienten kan formulere mere?
    Hvilken forskel vil det gøre? Ud fra en antagelse om at enhver ny handling vil gøre en forskel.
    Hvad er blevet bedre? Ud fra en antagelse om at noget er blevet bedre.

    I en løsningsfokuseret samtale vil man ikke bringe andet ind i samtalen, end det klienten kommer med. Derfor er psykologiens viden om det gode liv uvelkommen i en løsningsfokuseret samtale, fordi det vil være at bringe udefrakommende teorier ind i samtalen. Derved vil teorien sætte rammen for samtalen og blive mere styrende for retningen end hvad klienten bringer ind i samtalen.

Skriv et svar til Anne-Marie Wulf Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *