Sikkerhedsplaner – en lovende praksis

Sikkerhedsplaner har vist sig at være særligt anvendeligt i sager, hvor barnet er i risiko for alvorlige overgreb, vold, misbrug eller groft omsorgssvigt.

Forskellen på viden og mestring

En række aktører tilbyder kortere kurser i sikkerhedsplanlægning. Det er vores erfaring, at disse kurser fungerer glimrende, som introduktion til metoden. Men hvis organisationen skal udnytte metodens fulde potentiale, kræver det en tættere oplæring af medarbejderne.

Det er vores erfaring, at organisationen først får det fulde udbytte af sikkerhedsplanarbejdet, når uddannelse og træning sker tæt på medarbejdernes egen praksis. Indtil medarbejderne har opnået en grundlæggende erfaring i arbejdet, vil de have brug for at være i en slags “mesterlære”, som kan hjælpe dem gennem processens faser.

  • En god sikkerhedsplansmedarbejder mestrer den løsningsfokuserede samtale og besidder det løsningsfokuserede “mindset”.
  • En god sikkerhedsplansmedarbejder er i stand til at slippe ansvaret og overlade beslutningerne til netværket. Det kræver gode kompetencer i inddragelse og samarbejde.
  • En god sikkerhedsplansmedarbejder mestrer strukturen og faserne i sikkerhedsplansarbejdet, samtidig med at vedkommende behersker de forskellige værktøjer i metoden.

Disse kompetencer erhverver man sig ved at arbejde med metoden i praksis og over tid. Hvis ikke det sker under kyndig vejledning og med metodesupervision fra en “mester” i metoden, er der en risiko for, at medarbejderne udvikler nogle vaner og rutiner, som ligger langt fra sikkerhedsplansarbejdets grundprincipper. Det kan sagtens være godt socialt arbejde, men det udnytter langt fra de potentialer, der ligger i sikkerhedsplansarbejdet.

De organisatoriske forhold

Medarbejdernes mulighed for at udnytte sikkerhedsplaners fulde potentiale kræver, udover “mesterlæren”, at nogle særlige organisatoriske forhold er på plads. Der skal ligge tydelige målgruppebeskrivelser. En klart beskrevet visitationspraksis. Teamets placering og kompetencer i organisationen skal være beskrevet osv.

De kommuner som er kommet godt i gang, høster til gengæld frugterne af denne lovende praksis på en lang række parametre. Det vigtigste er, at der gribes hurtigt ind og skabes forandringer i familien, som øger deres sikkerhed, trivsel og udvikling.

Kategoriseringen ’lovende praksis’ bruges til at indkredse praksis, som med stor sandsynlighed vil skabe progression og velfærd for borgerne i samfundet, men som endnu ikke er baseret på ’evidens’ (Jensen et al. 2016). (Læs rapporten)

Det økonomiske aspekt

I en tid hvor kommunerne er pressede på økonomien kommer vi desværre ikke uden om, at økonomi også har en betydning. Målet med Sikkerhedsplaner må, i min optik, ALDRIG være snævert fokuseret på, at opnå en økonomisk besparelse eller undgå anbringelse. Målet er altid at skabe sikkerhed for børns udvikling og trivsel. Kan der skabes sikkerhed i hjemmet er målet nået. Kan der ikke skabes sikkerhed i hjemmet må sikkerheden skabes uden for hjemmet.

I sikkerhedskonsulenterne mener vi, at anbringelse kan være et godt middel til at skabe sikkerhed for børn. Sikkerhedsplaner er et andet godt middel til at skabe sikkerhed for børn. I vores optik går de hånd i hånd.

I Kalundborg kommune, hvor vi uddannede et team i metoden, gjorde status efter det første år. 17 børn havde deltaget i projektet og for 9 børn var det muligt at udarbejde en sikkerhedsplan i samarbejde med netværket. Børnene har undgået anbringelse, da man via netværket har formået at skabe den nødvendige sikkerhed omkring barnet. (Læs mere)

Derudover oplevede man, at forældrene, i de sikkerhedsplansprocesser hvor familien og netværket ikke kunne skabe den fornødne sikkerhed i hjemmet, i langt højere grad end forventet samarbejdede om en frivillig anbringelse uden for hjemmet. (Læs mere)

Det kan betale sig

Med den rette organisering og en grundig uddannelse af medarbejderne er sikkerhedsplaner en rigtig god socialfaglig metode, som sikrer, at der hurtigt skabes tilstrækkelig sikkerhed, udvikling og trivsel for børnene i hjemmet. Eller at de relativt hurtigt, bringes i sikkerhed uden for hjemmet – ofte med forældrenes og netværkets støtte.

Ønsker man som kommune, at udnytte det faglige og økonomiske potentiale, der ligger i metoden, kræver det en grundlæggende og længerevarende træning. Selv om det er dyrt i begyndelsen kan investeringen betale sig – både menneskeligt og økonomisk.

Hvem er Sikkerhedskonsulenterne?

Sikkerhedskonsulenterne har mere end 10 års erfaring med at lave sikkerhedsplaner i familier, hvor børnene har været vidne til vold mellem forældrene. Eller selv været udsat for vold, overgreb eller groft omsorgssvigt.

Siden 2014 har vi hjulpet kommuner med at uddanne medarbejdere i særlige sikkerhedsplan teams. Den første tid kommer vi hyppigt. Efterhånden som medarbejderne udvikler deres kompetencer og opnår erfaring og tryghed i metoden, leverer vi færre timer.

Samarbejde Om Sikkerhed

De 11 elementer i lovende praksis. (Kilde)

  • 1. Teori og viden. Praksis er forankret i veldefineret teori og aktuelt bedste viden.
  • 2. Virkning. Der er undersøgelser, som tyder på, at praksis har en positiv virkning for borgerne på et eller flere af de områder, der er sat som mål.
  • 3. Beskrivelse. Praksis er systematisk beskrevet, fx når det gælder, hvilken gruppe borgere, den er rettet mod, hvilke aktiviteter, den består i, og hvilke mål, den har.
  • 4. Mål. Praksis indeholder klare og relevante mål for de deltagende borgeres udvikling eller velfærd.
  • 5. Overførbarhed. Praksis kan overføres til andre tilbud, der er rettet mod tilsvarende grupper af borgere.
  • 6. Økonomi. Praksis er forbundet med en vis grad af økonomisk rentabilitet.
  • 7. Faglig refleksion. Praksis understøtter en fælles professionel faglig refleksion.
  • 8. Relationelt samarbejde. Praksis understøtter, at medarbejderne har de rette professionelle relationskompetencer til at samarbejde konstruktivt med borgere, kolleger og andre fagprofessionelle.
  • 9. Individuel tilrettelæggelse og samspil. Praksis tager udgangspunkt i de konkrete styrker, udfordringer og ønsker hos den gruppe borgere, indsatsen er rettet mod – og involverer borgerne i praksis.
  • 10. Monitorering. Praksis involverer en systematisk monitorering af borgernes udvikling eller velfærd set i forhold til de mål, der er sat.
  • 11. Opfølgning. Der sker en løbende opfølgning og tilpasning af praksis.