Som løsningsfokuseret praktiker har jeg i årevis beskæftiget mig med håb. “Bedste Håb” spørgsmålet opfattes, som det mest grundlæggende spørgsmål i den løsningsfokuserede samtale. Ofte spørger jeg til menneskers bedste håb flere gange dagligt.
Med baggrund i den nuværende Corona Pandemi, har en del mennesker, med stor sandsynlighed, befundet sig i spændingsfeltet mellem håbløshed og håb i de foregående måneder.
Når jeg dykker ned i håbet, som begreb, i dette blogindlæg, skyldes det, at jeg for nogle dage siden, blev konfronteret med begrebet i en helt anden sammenhæng end den vante. Det skabte forstyrrelse. Det skabte ikke kun forstyrrelse, men en forstyrrelse, der var så tilpas, at jeg fik lyst til at dykke lidt længere ned i håbet som begreb.
Tillid og Håb
Forstyrrelsen blev skabt af min læsning i bogen “Hverdagslivets følelser“, hvor begrebet tillid bliver behandlet i første kapitel.
I afsnittet om tillidens betydning senere i livet dukker følgende passus pludselig op. “For forståelsen af det menneskelige håb spiller tillid en central rolle (…). Sejrer tilliden følger håbet med, som et resultat af denne oplevelse gennem en gensidig proces mellem barnet og den voksne“.
Erik H. Erikson citeres for følgende: “Den spædes smil fylder den voksne med håb, og ved at få den voksne til at smile får det ham til at ønske at give håb“
Forstyrrelsen blev skabt af koblingen mellem tillid og håb, samt håbets rolle i barnets udvikling. “Håbet er den bagage, barnet skal have med sig ud i livet, når tilværelsen bliver vanskelig og byder på modgang“.
Selv om jeg gennem en årrække har beskæftiget mig med begrebet Tillid i sociologisk og udviklingspsykologisk forstand, har jeg fuldstændig overset den centrale kobling mellem tillid og håb, hvor tilliden bliver afgørende for at individet skaber håbet. Håbet ses som en afgørende faktor, som vikar for tilliden, når denne bliver brudt eller svækket. Manglende tillid i den tidlige barndom er manglende håb. Omfattende omsorgsvigt i barndommen er ikke kun ødelæggende for tilliden, men også for håbet.
Her blev nysgerrigheden for alvor vakt i forhold til at få indkredset begrebet yderligere.
Hvad er Håb?
En søgning på nettet ledte mig frem til en anmeldelse af bogen om håb fra Kristeligt dagblad fra 2014. Her bliver Bertel Nygaard, lektor i moderne historie ved Aarhus Universitet citeret for følgende passus:
“Håbet baner sig vej ud af den aktuelle virkeligheds tilsyneladende uundgåeligheder, alt imens det lader os bevare erkendelsen af denne virkelighed. Håbet driver os frem trods alle dystre prognoser. Det skaber mening og sammenhæng mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå“
Indholdet i ovenstående citat er på mange måder velkendt for mig. I den løsningsfokuserede praksis arbejder vi netop med at skabe et billede af, hvordan håbet ser ud for dem vi arbejder med. Vi tegner et detaljeret billede af hvordan fremtiden ser ud når det bedste håb er opnået. Vi leder efter tegn i nutid og fortid på, at håbet allerede er tilstede, måske bare glimtvis. Vi forsøger at skabe forandring og fremdrift ved at give håbet plads.
Kan det være skadeligt at skabe håb?
Det sker nogen gange, at jeg bliver mødt med påstande om, at det kan være skadeligt at udfolde folks bedste håb. “Tænk hvis du hjælper dem med at tegne et billede af noget som ikke sker? Så bliver de skuffede, kede af det, desillusionerede osv.”, lyder argumentet. Og jeg må give dem ret. Det er ikke sikkert folk opnår deres bedste håb. Men det skal ikke forhindre mig i at hjælpe dem med at tegne billedet. Alternativet ville være, at jeg lod dem forblive i håbløsheden. Eller som det formuleres i artiklen.
“Vi er blevet desillusionerede og holder os tilbage fra at drømme og håbe på et andet stort og bedre fællesskab end det, vi lever i nu. Men hvis vi kun er i stand til at håbe på den verden, vi allerede har, er det også svært at opretholde det gode i det, vi har netop fordi dette gode opretholdes gennem vores håb om og stræben efter det, der kunne være anderledes og endnu bedre“, siger Bertel Nygaard.
Håb, ønsker og drømme
Et andet argument jeg kan blive mødt med er, at det er lige så godt at spørge til ønsker og drømme.
Evan George fra BRIEF i London betegner, i sin video “The Best Hopes Question: a detailed deconstruction“, håb som noget muligt og opnåeligt, hvorimod drømme og ønsker kan være umulige at opnå, mens man kun kan håbe på noget der er muligt. Men man kan jo håbe, ønske og drømme, at man vinder i lotto – og det er jo også muligt kunne man indvende.
Jeg vil undlade i dette indlæg, at give den løsningsfokuserede forklaring på forskellen, men igen rette blikket mod Bertel Nygaard. Han mener at håb grundlæggende udspringer af angsten for at miste. Derfor vil håbet altid være knyttet til vores livssituation og stikke dybere end ønsker og drømme. Bertel Nygaard oversætter håb til livsvilje og livsdrift: “Hvis man holdt op med at håbe, kunne man lige så godt dø. At håbe er at leve.“
Vi skal styrke håbet
Solveig Marie Larsen har i sit speciale undersøgt, hvordan løsningsfokuseret korttidsterapi (SFBT) styrker klientens håb. Hun konkluderer, “at det overordnet er den løsningsfokuserede terapeuts fokus på klientens håb for fremtiden og klientens kompetencer, der styrker klientens håb.“
Når jeg tænker på håbet, som det værn, der skal holde mennesker oppe i situationer, hvor tilliden bliver brudt. Når jeg tænker på, at håbet driver mennesker frem, når det ser sortest ud. Når jeg tænker på håbet som noget eksistentielt, der grundlægges i barndommen, bliver jeg blot bekræftet i vigtigheden af at udfolde menneskers håb.
