Voksne skal blive langt bedre til at inddrage børnene. Vi skal give dem nogle ordentlige ord og billed forklaringer på voldsomme hændelser i deres liv.
Når man bevæger sig rundt på vores hjemmeside finder man en række tegninger og illustrationer, som Charlotte har tegnet. Disse tegninger er en vigtig del af vores metodiske fundament og har en vigtig funktion.
Børn mangler forklaringer
En række undersøgelser viser, at udsatte børn oplever sig som brikker i de voksnes spil. De voksne rykker rundt med dem, uden at give dem en ordentlig forklaring og uden at lytte til deres perspektiv.
Når de voksne endelig lytter til deres perspektiv, er det som regel, uden at have givet dem en ordentlig og forståelig forklaring på hvorfor man har handlet, som man har. Ofte er det også uden at give børnene, de forklaringer, der giver dem mulighed for at agere og reagere, på et lige så oplyst grundlag, som de voksne.
Bryd tabuet
Der er en masse information børn har brug for at kende, i forhold til at kunne byde relevant ind med deres mening. Men der er desværre også en masse vigtig information vi skjuler for børnene, fordi vi voksne ikke ved hvordan vi skal tage snakken. Dermed er vi med til at tabuisere og holde på hemmeligheder og gøre verden uforståelig og utryg for børnene.
Børn skal ikke vide alt, men børn skal vide hvad der foregår omkring dem. Når børn kan fornemme, at der sker ting i familien, de ikke er inddraget i, eller bliver oplyst om, gør de sig deres egen forestillinger. Det skaber angst og utryghed. Det gør det i øvrigt også for voksne. Men vi voksne har større mulighed for at give vores stemme til kende og blive lyttet til.
Børn har brug for en forklaring
Vi voksne skal blive langt bedre til at inddrage børnene. Vi skal lytte til dem og give dem nogle ordentlige og brugbare forklaringer på voldsomme hændelser i deres liv. Det er her vores tegninger kommer ind i billedet.
Charlotte har gennem en årrække arbejdet med at give “ord og billed” forklaringer til børn. Hun fortæller om ord og billeder forklaringen:
“Det er en måde, at illustrere og beskrive små eller længere sammenhængende fortællinger, som bliver forståelige for alle, særligt barnet. En fortælling man kan vende tilbage til igen og igen, hvis der er behov for det.“
“Det endelige dokument skal illustrere og beskrive, hvad de voksne mener er vigtigt for barnet at få forklaret. Her kan der være tale om situationer hvor barnet f.eks. skal anbringes uden for hjemmet. Eller når der skal ske andre ændringer i barnets liv, der er betydningsfulde for barnet.“
“Vi ved fra udsagn fra mange voksne, som har været anbragt som børn, at de kæmper med skyldfølelse og misforståelser. Hvorfor blev jeg anbragt? Fortællinger de selv har stykket sammen på baggrund af brudstykker af samtaler og gætterier, fører til, at de får en opfattelse af, at de som børn var skyld i det, som skete.“
Fagpersoner kan hjælpe
Som fagperson kan man hjælpe familien/forældrene med en ord og billed forklaring. En forklaring, hvor de med egne ord skriver den forklaring, de vil give videre til deres barn/børn. Fagpersonen kan hjælpe med, at stille spørgsmål, som hjælper forældrene med at gøre fortællingen aldersvarende og forståelig for barnet. Det kan være ved at stille en række spørgsmål til teksten. Eksempelvis:
- Tror du dit barn ved hvad det betyder?
- Hvis du skulle forklare det i et sprog, som dit barn kunne forstå, hvad skulle der så stå?
- Hvad tror du dit barn får lyst til at spørge om, når du læser den sætning op?
Hvor og hvornår?
Ord og billed forklaringer til børn kan bruges, som et redskab, på mange forskellige måder og i mange sammenhænge.
Med ord og billeder kan vi hjælpe familier og børn til at få en fælles fortælling om deres liv. En fortælling som kan hjælpe børn med at forstå, hvad der er sket, eller kommer til at ske i deres liv. Både gode og svære ting.
Eksempelvis at de IKKE har ansvaret for, at der skete noget voldsomt i deres liv, som at de f.eks. blev tvangsfjernet.
Med “ forældrenes forklaring til barnet”, kan vi hjælpe mange børn med at få en fortælling om deres liv. En fortælling, som er sammenhængende og som de kan dele med de voksne, de har i deres netværk. En fortælling de kan tage frem, når de har behov for at tale om hvem de er, hvor de kommer fra og hvorfor deres liv ser ud som det gør.
Fortællingen fungerer bedst, hvis det er en fortælling som familien og barnets nærmeste relationer kan genkende sig selv i. Både sprogligt og indholdsmæssigt. Det sikrer at barnet I højere grad får den samme forklaring fra alle i sit netværk.
Bog: Fortællingen til barnet
Charlotte har sammen med Astrid Kring skrevet “Fortællingen til barnet” Bogen er et redskab for professionelle, der beskriver hvordan man skaber en god proces for børn, som har været udsat for meget store og voldsomme ting i deres liv, og som har behov for at få en alderssvarende, sammenhængende, visuel og forståelig fortælling om hvad, der egentlig skete. Bogen giver en introduktion til hvordan man på en simpel, meningsfuld og terapeutisk måde, i samarbejde med forældrene udarbejder en fælles forklaring. Og hvordan man rent praktisk kommer godt i gang med at tegne og fortælle, så processen munder ud i en illustreret tekst eller bog.
Bogen koster 160 kr. og kan bestilles hos charlotte@vibits.dk